A Danish View of Japan: På eventyr i Japan

Shimoda port Izu Japan

Japan betyder ”solens ophav” og kaldes for Nippon, 日 (sol) 本 (ophav), men er bedre kendt som solens rige. Efter at have opholdt mig i Japan i to måneder, fremgår det tydeligt hvorfor, at solen har sit herredømme i dette land. Symbolsk tillægges solen mange guddommelige kvaliteter på tværs af kulturer, da den bringer lys og liv med sig i form af sin livsgivende evne. Ved at opholde sig i solens rige, vil du opleve en form for lys og liv, der ikke findes andre steder i verden. Japan er ikke kun livsgivende – men også livsbekræftende, hvor du vil opleve, at der både bliver kastet nyt lys over hidtil ukendte oplevelser samt perspektiver på dig selv som menneske.

De solrige japanske hjerter

De første varme solstråler der rammer en, når man ankommer til Japan, er gennem de lokales smil. Japanere har en helt unik mentalitet, jeg aldrig har mødt før. Du vil opleve en venlighed og hjælpsomhed, der i høj grad minder om næstekærlighed. Jeg har op til flere gange været på ukendt grund (fx i forhold til transport eller finde bestemte seværdigheder), hvor lokale japanere har forsøgt at hjælpe mig på bedst mulig vis. Hvis de ikke har været i stand til at hjælpe, vil du opleve, at de beklager dybt med en efterfølgende undskyldning. Til trods for at mange japanere ikke snakker særlig godt engelsk, så har alle japanere en smartphone, hvor de er mere end villige til at kommunikere gennem Google translate. Derfor kan jeg klart anbefale at købe internet til din mobil, når du ankommer til Japan, da dette vil gøre din rejse og kommunikation med de lokale meget nemmere. Dog skal det siges, at den japanske og danske grammatik er meget forskellig, hvorved Google translate ofte laver nogle højst mærkværdige oversættelser, men dette resulterer ofte bare i et godt grin.
Udover japanernes venlighed og hjælpsomhed er de også yderst betænksomme og empatiske. Når du ankommer til Japan vil du hurtigt lægge mærke til, at man sjældent ser kærestepar holde i hånd eller kysse offentligt. Jeg troede først, at dette var på grund af en mere konservativ mentalitet, hvor det anses som uanstændigt at røre hinanden offentligt. En lokalkendt fortalte mig, at det mere skyldes, at japanerne ikke ønsker at singler skal føle sig triste eller ubehageligt til mode over, at de ikke har en kæreste – hvis de ser, hvor meget andre kærestepar hygger sig. Derfor vælger kærestepar ofte at tilbageholde sig selv, således de ikke sårer andre. Denne form for mentalitet vil du opleve på flere områder, hvor japanerne grundlæggende har en natur og forholdemåde til sine medmennesker om at yde mindst skade og ubehag for andre. Jeg tror også, at dette er en af årsagerne til, at Japan har så lav kriminalitet og anses som værende et af de sikreste lande at rejse i. På landet er det så tydeligt at se denne form for tillid japanerne har til hinanden, hvor ingen låser hverken huse, biler eller cykler! Tokyo (og andre storbyer) er en anden sag, hvor du skal være mere påpasselig med dine værdigenstande.
Til trods for den store hjælpsomhed blandt japanerne, så er der også ting i kulturen, der er mindre beundringsværdigt – men stadig fascinerende. Ud fra min erfaring er det sjældent, at japanerne viser deres oprigtige emotioner, hvor de kan forekomme at være en smule lukkede omkring, hvad de virkelig føler. De har en stærk form for gruppementalitet, der både er smukt, men også kan virke meget anderledes fra, hvad man kender fra Danmark. Fx anvender japanerne sjældent ”Jeg”, ”mit” eller ”mig”, da det anses som værende egocentreret. De snakker sjældent om dem selv, hvor det fx kan være vanskeligt at hive nogle former for fx politiske holdninger ud af dem. Den danske jantelov af Aksel Sandemose virker til at herske på flere områder blandt japanerne, hvor de er meget ydmyge omkring deres gøren, hvor de sjældent fremhæver dem selv. Dog har jeg en fornemmelse af, at den ”japanske jantelov” ikke har sin bevæggrund i at holde folk nede, men nærmere i forhold til at skåne andres følelser, ved ikke at gøre opmærksom på sin egen succes overfor folk, der ingen har.
Generelt kan jeg sige, at den japanske mentalitet og kultur er en oplevelse i sig selv, hvor man tydeligt kan mærke al det lys de bærer i deres hjerter, som de gerne vil dele med andre. Deres væremåde overfor andre har inspireret mig selv som menneske, hvor jeg ville ønske, at vi havde mere af denne form for hengivenhed over for vores næste i Danmark. Mine varme møder med så mange japanere har været meget betinget af, hvor jeg har rejst i landet. I Tokyo er japanerne mere travlt beskæftiget og mindre hjælpsomme (men stadig hjælpsomme!). Hvis du vil være garanteret at møde mange af de lokale varme hjerter, som har rørt mig, så skal du besøge Shimoda.

Lyset i Shimoda

Shimoda er et område i Japan, der ligger et stykke sydøst på fra Tokyo (omkring fem timer i tog). Selve togrejsen fra Tokyo til Shimoda er en oplevelse, hvor man ser den smukke kystlinje og store grønne bevoksede bjergtoppe skyde frem, hvor Tokyos mange skyskrabere ikke længere virker særligt imponerende. Shimoda by er omgivet af små bjergtoppe, hvor man på en måde føler, man befinder sig i en lille dal. Det er så smukt at bevæge sig rundt i byen, hvor man kan skimte den fantastiske natur bag alle hustage og templer. I Shimoda kan du gå langs Perry road, der er en lille gammel vej langs en mindre flod, der bærer præg af at være Venedis lillesøster, da bygningernes vægge udgør flodens kant. På denne vej finder du bl.a. Soul bar, hvor man virkelig kan fornemme sjælen af stedet – måske du også vil komme lidt mere i kontakt med din egen sjæl (afhængigt af hvor meget japansk sake du drikker 😉 ). I udkanten af Shimoda findes den smukkeste park, der snor sig op langs en lille bjergtop, hvor du kan se ud over hele byen. Der er flere bænke, hvor man kan sidde og nyde vinden, der leger med at forme skyerne, der stille bevæger sig omkring de omliggende små bjerge. Jeg har ofte nydt solens smukke lys over Shimoda på denne bænk (jf. billedet), mens små skovånder har holdt øje med mig 😉

En strand for enhvers smag

Langs Shimoda er der så mange fantastiske strande. Personligt er Nabeta beach min yndlingsstrand, hvor denne er formet som et hjerte med vildtvoksende skov helt ned til stranden. Der er også Ohama beach, Tadado beach og ja.. mange strande uden navne og mennesker! Du kan snildt finde din egen private strand, hvis du er villig til at cykle eller gå en smule langs kysten. Det bedste ved alle disse strande er, at de er meget forskellige – både i forhold til udseende, men også i forhold til hvilke muligheder, som de byder på. Nogle strande er bedst til at surfe ved, mens andre er bedre til almindelig svømning eller dykning. Hvis man rejser til Shimoda sammen som en lille gruppe eller med sin familie, så er man garanteret at finde en strand, der passer til enhvers smag. Det er lidt som at købe en isvaffel, hvor der både serveres jordbæris, chokoladeis, mm. Shimodas kystlinje sælger hele udvalget af smagsvarianter 😉 Desuden ligger strandene så tæt på hinanden (5-10 min. gåafstand), at man sagtens kan besøge op til flere strande på samme dag, hvilket jeg ofte har gjort – afhængigt af min strandpræference i det nuværende øjeblik.

Området omkring Shimoda

Udover de mange smukke strande langs kystlinjen, kan jeg klart anbefale også at gå på opdagelse længere inde i området og for en stund lægge havet bag sig. Der er mange skønne hiking trails i området, hvor man kan gå blandt bambusskove og på flotte skovstier. Specielt kan jeg anbefale at tage til Kawasu (ca. 40 min. med bus fra Shimoda), hvor man kan se The Seven Waterfalls, hvilket er yderst betagende. Her går man på en lille sti, der består af trapper og små broer over floder og vandfald i den dybe japanske skov. Efter turen kan man slappe fuldstændig af i flere såkaldte japanske onsen (hot springs), hvor naturens kræfter opvarmer vandet perfekt til din krop, mens vandfaldet leverer smuk underholdning (jf. billede).

Kisami – hvor solens kerne opholder sig

Et par kilometer væk fra Shimoda ligger der en lille lokal by ved navn Kisami. Hvis solen har en kerne i sit rige, så er jeg sikker på, det er hér! Jeg har boet 6 uger i Kisami, hvilket har været berigende på mange måder. Kisami har et stille tempo, hvor man oplever en behagelig landlig ro. Langs hovedvejen i Kisami er der små grøntsagsboder, hvor man kan købe økologiske grøntsager for få yen, der puttes i en lille bøtte (som vi også kender fra Danmark med jordbær og kartofler). Der er mange små skjulte stier, der fører alle mulige spændende steder hen. Det kan klart anbefales at gemme sit kort eller navigatør på sin smartphone væk og blot lade sig forføre af den japanske natur, der nok skal sørge for, at dine fødder finder frem til et smukt sted. Blandt de omkringliggende bjerge i Kisami ligger der flere skjulte templer, der er værd at gå på opdagelse efter. Jeg fandt min yndlings bjergtop med tilhørende tempel, der gav udsigt over hele Kisami by (jf. billede). Find din egen yndlings bjergtop og sid i stilhed, så vil du virkelig mærke, hvordan solens rige opstår inde i dig.

Kisami byder ikke kun på smukke gåture blandt bjergtoppe, templer, bambusskove, langs små floder, lokale japanske huse og haver – men også meget andet! Der er flere lokale restauranter i byen, hvor man kan spise lækker lokalt mad for billige penge (fx den gamle japanske café Tobi Ishi). Ohama beach er Kisamis strand, der byder på gode surfing muligheder. Hvis du ligesom jeg finder surfing vanvittigt svært, så skal du prøve at slå dig løs med et såkaldt ”boggie board”! Det minder om et surfboard, men er meget nemmere (og sjovere) at anvende. Kisami tilbyder flere gode muligheder, hvor man kan sove trygt og godt om natten. Jeg kan personligt anbefale stedet Wabi-Sabi, der bl.a. giver dig mulighed for at falde i søvn til cikader, træffe lokale vildsvin og giver den smukkeste start på dagen i et yderst unikt badeværelse!

Tag’ af sted inden solen går ned

Til trods for at Japan er solens rige, så går solen selvfølgelig også ned her, hvor man kan se yderst betagende solnedgange. Tag’ af sted inden solen går ned og vågn op i solens rige – det bliver en morgen du aldrig glemmer! Japan har fået en hel særlig plads i mit hjerte, der altid minder mig om solskin (…til trods for at det godt kan regne en del her i Japan om efteråret 😉 ).

Comments are closed.
jaJA